Artikler

Dansk forsker finder ligheder mellem kunstig intelligens og menneskers hjerner

Heading

10.8.2024

Af

Frederik Guy Hoff Sonne, Videnskab.dk

Et dansk ‘tankelæser’-studie viser, at sprogmodeller ordner information på samme måde som menneskehjernen. Så måske er vi mere ens, end vi tror.

Den brillerer i eksamener i alt fra jura til medicin.

Den kan tilsyneladende sætte sig lige så godt i andre menneskers sted som… mennesker.

Den slår os i avancerede strategispil og overgår vores kreative potentiale.

De mange typer kunstig intelligens tæver os i vores egne spil og tests for den ene eller den anden anden type egenskaber, som vi ellers troede, at vi mennesker var helt særligt gode til.

‘Maskinehjernerne’ er meget, meget dygtige. Og de bliver kun endnu klogere og mere komplekse i fremtiden.

Så hvad er forskellen egentlig på os og dem? Altså på den menneskelige intelligens og den, vi kalder for ‘kunstig’?

Åbenlyse forskelle

Fjollet spørgsmål, tænker du måske.

For vi mennesker tænker jo med hjernen – fedtklumpen, der er groet godt fast bag kraniet mellem kød og blod.

Kunstig intelligens opererer i en elektronisk maskine, som professor Thore Husfeldt, der forsker i teoretisk datalogi ved IT-Universitetet i København, åbenlyst påpeger:

»Kunstig intelligens foregår på elektronisk hardware, altså computere, hvor elektriske impulser kører rundt og bearbejder informationer. Der er ingen celler eller andre biologiske mekanismer,« siger han til Videnskab.dk.

Og ikke nok med det:

»En neuron i en computer er 2.000 gange hurtigere end en neuron i en menneskehjerne. Til gengæld er vores neuroner langt mere komplekse. Det kræver for eksempel 1.000 neuroner i en computer at modellere bare én menneskelig neuron,« forklarer Anders Søgaard, der er professor og forsker i kunstig intelligens på Københavns Universitet.

»Så selvfølgelig er der nogle forskelle på os og dem,« siger han til Videnskab.dk.

(...)

Om
Videnskab.dks artikelserie i 2024

VidenSkaber samarbejder med Videnskab.dk, Danmarks største videnskabsmedie. I løbet af efteråret 2024 skriver de en række videnskabsjournalistiske artikler under det overordnede tema ”hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?” Læs hele artikelserien her.

Omtalte forskere
Anders Søgaard
Anders Søgaard er professor i sprogteknologi (Natural Language Processing, NLP) og maskinlæring ved Københavns Universitet. Han er tilknyttet Datalogisk Institut, Institut for Kommunikation og Center for Social Data Science på KU samt Pionercenter for kunstig intelligens. Tidligere har han været tilknyttet University of Potsdam, Amazon Core Machine Learning og Google Research.