Det måtte uvægerligt komme. Et par bachelorstuderende ville forleden have hjælp til at finde nogle fagbøger, de skulle bruge til deres opgave. De dukkede ikke op i vores systemer på Aabenraa Bibliotek, og min kollega og jeg forsøgte at hjælpe de rådvilde studerende. Det var bare ikke muligt.

For en venlig, serviceminded chatbot havde opdigtet bøgerne. Vi måtte forklare de slukørede og let skamfulde studerende, at chatbots og sprogmodeller, der bruger kunstig intelligens, har den næsten menneskelige egenskab, at de hellere opfinder kilder end indrømme, at de ikke kan hjælpe. At de indimellem hallucinerer og ikke er til at stole på.

Det satte gang i en spændende snak med min kollega, der var overrasket over, at de studerende havde brugt bøgerne i deres kildehenvisninger. Og det gjorde mig nysgerrig på, hvordan studerende og gymnasieelever egentlig bruger chatbots og kunstig intelligens i en atmosfære, hvor der bliver snakket om snyd oftere og højere end fordybelse, nysgerrighed og læring.

Jeg deltog derfor i workshoppen Snyd eller læring – kunstig intelligens i gymnasieundervisningen på Aabenraa Statsskole. Det var Videnskabernes Selskab, der under deres formidlingsindsats VidenSkaber arrangerede workshoppen med to forskere, der netop forsker i AI i gymnasieundervisningen.

På workshoppen fortalte professor i uddannelsesvidenskab Ane Qvortrup, hvordan unge prompter, og hun gav eleverne tips om at prompte mere konstruktivt uden at lade chatbotten løse opgaverne. Mens ph.d. i datalogi og postdoc Magnus Høholt Kaspersen, Nationalt Videnscenter for Digital Teknologiforståelse, talte om at forstå teknologien bag chatbots, hvis vi skal bruge dem klogt. Han satte gang i en debat, der kom ind på lærernes svære situation. Og at de er nødt til at forholde sig til elever, der leder efter letkøbte måder at komme igennem fag, de ikke kan lide.

AI er blevet tabu

Mit klare indtryk var, at eleverne i den medvirkende samfundsfagsklasse oplevede AI som et tabu. Jeg fornemmede, at stort set alle 27 elever bruger AI i varierende omfang, når de løser hjemme- og projektopgaver. Men næsten ingen havde lyst til at fortælle om det, i al fald ikke foran deres samfundsfagslærer, som måske skal bedømme de SRP-opgaver, som eleverne skal i gang med.

Ingen rakte fingeren op, da workshoppens facilitator spurgte eleverne “Bruger I ChatGPT?” Først efter længere tøven og en første modig halv finger begyndte eleverne langsomt at række hånden op.

Det hjalp også lidt, da Ane Qvortrup, professor i uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet fortalte, hvordan hun selv bruger chatbotten. Når en professor bruger den, var det vist okay at stå ved, at man også selv beder den om hjælp.

En pige fortalte meget ærligt, at hun er ordblind og tit bruger ChatGPT, når hun ikke forstår en tekst. Så får hun AI til at forklare indholdet med andre ord. En udmærket måde at bruge den på, som ikke er i nærheden af snyd efter min mening.

Men med læreren til stede i lokalet var det tydeligt, at fortællelysten blandt de andre elever stadig var begrænset, og at de enten ikke vidste, hvordan de skulle bruge AI konstruktivt eller var i tvivl, om de snød.

Jeg er klar over, at der kan være flere grunde til, at unge mennesker ikke siger noget i en klasse. De kan have alt muligt andet i hovedet eller være nervøse for at dumme sig. Men det var slående, hvordan eleverne til gengæld gerne i pauserne ville tale om, hvordan de bruger AI – altså når læreren var uden for hørevidde.

‍Eksperter: Undgå fokus på snyd

I april kom en ekspertgruppe, nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet, med fire anbefalinger til, hvordan vi bør udvikle prøver og eksamener i folkeskolen og på ungdomsuddannelser, så de tager højde for den kunstige intelligens’ indtog i elevernes og uddannelsernes hverdag.

Flere steder skriver de ni eksperter, at det er helt essentielt, at kunstig intelligens ikke øger fokus på snyd og behovet for kontrol i prøvesituationen og i undervisningen. Og at fokus på snyd og kontrol udfordrer relationen mellem lærer og elev/kursist og dermed også et trygt læringsrum.

De formuleringer kunne man næsten se som en kommentar til forslaget fra Dansk Folkeparti fra april 2023 om at slukke for internettet og genindføre pen og papir ved eksamener.

Jeg er overbevist om, at den slags forslag og diskussioner gør eleverne bange for at tale om, hvordan de bruger kunstig intelligens i skolearbejdet. Og derved forsømmer vi – som Ane Qvortrup kom ind på – vigtige diskussioner om, hvordan eleverne bruger den kunstige intelligens konstruktivt, så de får læring ud af det.

Eleverne går glip af vigtig læring

De drenge, jeg talte med i pauserne på workshoppen, vidste udmærket, hvem der brugte AI mest i klassen, og jeg fik indtrykket, at de også fortæller hinanden, hvordan de bruger det. Når læreren ikke hører det. For det er stadig en smule hemmelighedskræmmeri.

Dermed går eleverne glip af en række muligheder for dyb læring og teknologifor-ståelse, som den kunstige intelligens giver. For at få adgang til den skal man turde være nysgerrig og udfordre chatbotten ved at prompte, dvs. skrive sine spørgsmål eller give chatbotten input, i dybden i stedet for at skrive ‘løs min opgave’. Men hvem tør udforske chatbots og AI, når man har en anklage om snyd og plagiat hængende over nakken?

Derfor er der på gymnasierne og de andre uddannelser brug for mange flere work-shops med eksperter og praktikere, der giver de unge tips til, hvordan man prompter adaptivt og effektivt til for eksempel at skaffe sig overblik og brede et muligt SRP-emne ud, før man beslutter sig for det. Eller til at lave struktur på en opgave eller tekst. Der skal med andre ord være plads i læringsrummet til at snakke åbent om, hvordan der bedst bruges AI til den specifikke opgave, og om det overhovedet giver mening at bruge det i den sammenhæng.

Bibliotekerne får en vigtig rolle

Tilbage på bibliotekerne skal vi ikke tro, at vi er en videnshøjborg.

Vi skal omfavne AI i bibliotekssektoren og tænke os ind i en rolle, så vi understøtter eleverne og de studerende i at bruge den kunstige intelligens.

Vi kender alt til databaser og bøger, vi er vejvisere i viden, og vi ved, hvordan man verificerer viden og afslører, når AI hallucinerer og derved laver fiktive fakta eller snævrer et emne for meget ind. Det bliver ikke sidste gang, at jeg og min kolleger oplever studerende, der er ført på afveje af AI.

Vores rolle som vejviser i kildekritik er særlig vigtig, hvis generativ kunstig intelligens og sprogmodeller skal gavne både de socialt udsatte elever, som måske ikke har ressourcerne til at få hjælp, og de elever, som bruger AI aktivt, men mangler hjælp til at bekræfte de output, som AI giver. Og samtidig kan bibliotekerne blive en form for et safe space, hvor vi kan rådgive de unge i en dialog, hvor de ikke behøver at frygte anklager om snyd.

Men det kræver uddannelse, workshops og kurser – for både de biblioteksansatte, eleverne og deres lærere. Eller som en af gymnasieeleverne gav udtryk for efter workshoppen: De skulle hellere sende lærerne end eleverne på workshop.

‍