Huse, der forsyner sig selv med strøm, hjælper omstillingen til bæredygtig energi. Men hvis mange boliger forlader elnettet, kan det blive et problem for dem, der bliver tilbage.
Forestil dig en fremtid, hvor du ikke længere skal frygte at få en overraskende dyr elregning med posten.
Du skal ikke bekymre dig om, hvornår den næste energikrise kommer.
Du er selvforsynende med el og behøver ikke engang være tilkoblet elnettet.
Solceller på taget laver solstråler om til strøm. Strømmen lagres i batterier, så der er strøm til nattetimer og overskyede dage, og til opbevaring af el over længere tid kan den laves til brint og gemmes som brint, indtil der mangler strøm i boligen.
Sådan kan fremtiden se ud ifølge et nyt studie, hvor tyske forskere har kigget på, om det giver mening at være selvforsynende, og hvor i Europa det giver bedst mening.
Forskerne konkluderer, at to millioner hjem potentielt kan have forladt elnettet i Europa i 2050. De vil så at sige leve ‘off the grid’, fordi deres huse laver sin egen strøm og dermed væk fra elnettet – deraf udtrykket.
Men Jens Weibezahn, der er adjunkt på Copenhagen School of Energy Infrastructure på Copenhagen Business School og har læst studiet for Videnskab.dk, har en indvending.
Det er muligt, siger han:
»Hvis de altså er villige til at betale 50 procent mere for deres egen strøm end for strømmen i elnettet.«
(...)
Om
VidenSkaber samarbejder med Videnskab.dk, Danmarks største videnskabsmedie. I løbet af efteråret 2023 skriver de en række videnskabsjournalistiske artikler under det overordnede tema ”hvordan skal vi bo i fremtiden?” Læs hele artikelserien her.